At turde flytte sig

Man kunne åbne sådan en tekst med en sætning om en gyllevogn. Eller om dengang det gik op for mig at jeg korrekt havde identificeret det kolossale gule køretøj på vejen foran mig som en Krone bigballepresser. Man kunne skrive om det totale mørke på landevejen, og når man kommer ud fra skolen efter sene bestyrelsesmøder og virkelig ikke kan se noget som helst, ikke sine hænder i mørket, ikke sandkassen og da slet ikke bilen, kun stjernerne der sitrer. 

Alt det er Jylland for mig og andre. Jeg kunne også skrive om havet, i vinden, hunden der flyver over sandet. Jeg kunne skrive om huset der knager i blæst, og stadig hedder Martin og Gittes hus selv om vi snart har boet her i fem år. Martin er født i huset, og vi har lovet ham at passe godt på det, så det føles egentlig passende.

Jeg kunne skrive om corporate og karriere og blå blazerjakker. Om erhvervsnetværk og markedsføring gennem sponsorater og støtte til lokale ildsjæle. Min tidligere øverste chef, borgmesteren i en vestegnskommune, ville give en hel del for at have en virksomhed i kommunen der støtter lokale initiativer med mere end tre millioner kroner om året. For min nuværende direktør er det en selvfølge at erhvervslivet engagerer sig helhjertet i lokalområdet.

Jeg kunne også skrive om konsekvent at blive omtalt som københavner selv om jeg kommer fra Skanderborg. 

Men Jylland for mig er springet. Selve det at vi sprang. 

Da vi flyttede fra Københavns vestegn, sagde folk at vi var modige, men kun fordi de ikke turde bruge ordet sindssyge. En ven tog bladet fra munden. “I er fandenfuckmig gale i hovederne. Hvad tænker I på? Sådan en latterlig hipsterdrøm. Klitmøller.” Han vrængede det nærmest ud. En anden sagde:  “Stop stop, husk nu, nissen flytter altid med. Man kan ikke flytte væk fra problemerne. Hvad vil I gøre derovre helt alene, uden os, når det bliver vinter?”

Vi kunne ikke trække vejret. Min mand er visuel og æstet. Han kvaltes i forstad, parceller og Roskildevej. I dag ser han ud over klitter og himmel fra sin arbejdsplads og har kameraet med på ture i nationalparken og på vandet. “Det var bare det,” siger han, “det var det her jeg drømte om.” Kan det være så enkelt som udsigt fra et vindue? Måske.

“I må have haft mange overvejelser,” siger folk som regel. Næ, egentlig ikke. Da først tanken opstod, Vesterhavet, var det enkelt. Vi tog beslutningen først og praktikken bagefter. 

Så sker der noget inden i folk. Man kan ligesom se forbløffelsen, selvom de ikke tør sige det. Nogle bliver forskrækkede. Nogle bider forargelsen i sig. Det er uansvarligt, barnligt, tænker de indeni. “Men hvad med børnene,” siger de så, højt. Måske tænker de, der fik jeg hende. 

“Det var frygteligt,” siger jeg så. Børnene led. Og det tog lang tid. Men sådan var det, det kunne ikke være anderledes. Vi vidste at det ville blive godt.

Det sidste er naturligvis løgn. Gu gjorde vi da ej. Men her er pointen: Det gør man aldrig. Ingen ved hvad der venter os i morgen. Det gælder nu, og det gælder i al fremtid.

Indtil vi besluttede os for at flytte, på næsten et splitsekund, havde vi, hver eneste dag, besluttet os for at blive, simpelthen ved at blive. Fordi ikke at gøre noget, ikke at bevæge sig, er også et valg der kan få kolossale konsekvenser. Men det er et dovent valg som man kan få til at fremstå som fornuft og besindelse, som omtanke. Vi venter til børnene er store, kan man sige til sig selv og hinanden, vi kigger lige på jobmulighederne først, får lidt ro på, kan man sige og nikke i fælles forståelse. Og så sidder man dér, i mudderet.

Fuck det, sagde vi. Vi vil være levende.Og så sprang vi.