Set gennem lilla briller
Her er en situation. Jeg har været i kantinen og hente en kop kaffe. Det er formiddag, og selv om jeg og hele afdelingen har rygende travlt, var det helt rart at spadsere lidt. Så jeg er glad da jeg når tilbage til afdelingens åbne kontor. “Hey, jeg kom til at tænke på om vi ikke skulle få kigget lidt på den x og se om vi kunne få idéer til at gøre y anderledes,” siger jeg højt ud i luften allerede inden jeg er gennem glasdøren. Et par ansigter kigger op, en af dem nikker. To andre taster videre efter et kort blik på mig. Nu siger en af dem, “ja, det ville egentlig være fint at vi fik tid til at vende den ordentligt. Det kunne godt blive federe end sidste år hvis vi gjorde os umage.” De ser på hende, og nu på mig, som jeg står casual lænet op ad væggen. Sådan på en måde hvor det tydeligt at vi bare sludrer, synes jeg selv. Ingen taster mere. Vi snakker lidt. En af dem klikker diskret på telefonen og skeler ned for at se på klokken. Den er kvart i noget. Kvart i næste møde. Kvart i deadline. Vi snakker lidt videre. “Nåmmen, det kan vi lige komme til,” slutter jeg af. “Kan være jeg sætter det på listen.” Uforpligtende, løst. Jeg kigger ned for at finde min kop som jeg satte et sted. Da jeg ser op, er alle fire par øjne stift rettede mod skærmene igen, hænder på tastaturet.
Bias er det nye shit. Forskningen viser, skriver de. Bias er det vi er forprogrammeret med. Det som vi har med, som definerer os for alle andre og som styrer hvordan vi selv opfatter verden, helt umærkeligt. Ligesom sådan nogle kolossale lilla briller som Elton John kunne have på mens han sad på en klaverskammel og destruerede et Steinway. Når vi har bias på, tror vi at hele verden er lilla. Og vi tror at de andre også går rundt i en lilla verden.
Magt, for eksempel, er et bias. Et hav af undersøgelser viser at menneskers adfærd grundlæggende forandrer sig når de får magt. Ikke bare magt i lang tid, eller ægte magt, for eksempel gennem et hverv - det kunne være en toplederstilling. Næ, det sker øjeblikkeligt. Man tager en gruppe forsøgspersoner og deler dem op i to grupper. Den ene gruppe får magt. Den anden gør ikke. Med det samme sker der ting og sager. Dem der er udpeget som de magtfulde, for eksempel som lederen, tager den gerne og gør i øvrigt ting som de andre ikke gør. Spiser den sidste småkage. Eller nupper lidt ekstra til sig selv når der købes ind til gruppen med penge fra fælleskassen. Det er påvist at voksne der føler sig magtfulde, er mere tilbøjelige til at tage slik fra børn. Undersøgelser viser også at folk der har dyre biler, kører mindre forsigtigt i bil end andre og føler de har ret til det.
Der hvor jeg vil hen er at forandringen sker for alle. Den er ikke begrænset til røvhullerne. Det er noget der sker i hjernen, og ingen slipper for de lilla briller, heller ikke de af os der synes at vi er åh så flinke og har verdens største moralske kompas, jeg ku da ikke gøre nogen fortræd eller tage slik fra børn, ku jeg vel, Jørgen?
Jo, du kunne. Når man får magt, svækkes evnen til at føle empati med andre. Jeg siger ikke den forsvinder, jeg siger at den svækkes. Og før du bliver hidsig på mig mens du læser, fordi det er i hvert fald ikke sådan du selv er leder, så du må være undtagelsen der bekræfter reglen, vil jeg fortælle dig at du ikke selv har bemærket det. Det er det snedige ved bias. Din adfærd og forståelse af verden føles indlysende - for dig. Du kan udmærket gå rundt som leder og føle dig som det mest empatiske menneske i verden. Men din empati er påvirket af den magt du har fået i kraft af din position. Forandringen er sket i din krop helt af sig selv. Aktiviteten i vagusnerven, som forbinder de følelsesregulerende systemer med resten af kroppen, falder hos magtfulde mennesker, og det er vagusnerven der forbinder de følelsesregulerende systemer med resten af kroppen. Og hvis du ønsker at være et menneske der har indføling med andre og forvalter sin magt med omhu og omsorg for andre mennesker, så er det bedste du kan gøre, at indse at du har et par lilla briller på. Og begynde at holde øje med hvordan det udfolder sig.
Et eksempel: Jeg kommer tilbage fra kantinen med kaffe i hånden. Jeg ser på mine medarbejdere der sidder koncentreret ved skærmene. Jeg kommer i tanke om at vi har afdelingsmøde i morgen hvor der er sat tid af til også at vende de mere impulsive forslag og tanker. Og i øvrigt er der frokost om 1½ time. Jeg går forbi dem, slår min egen røv i kontorstolen og kommer videre med det jeg selv havde gang i før jeg trængte til en pause.
Er det nu også så vigtigt? Ja, det er det. I den første situation forstyrrer jeg en hel afdeling med mit personlige behov for at hyggesludre med min kaffe i hånden. Det kan udmærket vente. Men jeg vælger det modsatte. Hvorfor slipper jeg afsted med det? Fordi jeg er deres chef.
Hvad er det der gør at jeg ikke tænker videre over at forstyrre fire mennesker der ikke har bedt om det, med noget der ikke er bedre end det de havde gang i? At jeg er deres chef.
Jeg har de lilla briller på. Jeg har magt. Forskellen på dem og mig er at de er nødt til at standse deres arbejde for at lytte til mig. Når jeg taler til kollektivet, skal de lytte. Det står i jobbeskrivelsen, længere er den sådan set ikke.
Lad os nu forestille os at jeg også sidder i rummet og en af medarbejderne laver kaffesludre-stuntet. Jeg har travlt med meget vigtigt chef-arbejde. Deres kaffesladder er ikke relevant for mig, desuden er det deres egen opgave de nu gerne vil bruge min tid på, og endnu mere desuden ved jeg at der er tid sat af, med min deltagelse, til det samme i morgen. Jeg kan nu vælge at ignorere dem. Det ville blive opfattet som helt naturligt. Som min ret. Jeg kan også sige: Kan vi ikke lige tage det i morgen som planlagt? Og det vil blive forstået, ikke som et spørgsmål, men som en ordre.
Men når jeg er chefen, kan jeg stå der med kaffe i hånden og sludre de andres tid væk uden det store formål andet end at det er rart for mig.
Og her ligger, tror jeg, den vigtigste pointe. Jeg synes det er knashyggeligt sådan som de alle sammen lytter. Det føles godt. Jeg er i dette øjeblik en dejlig og spændende person. Sådan en der inspirerer og får masser af feedback og gode snakke, der er lydhørhed omkring mine synspunkter, det må være fordi jeg kommer med noget særligt værdifuldt, interessant, spændende.
Magten har gjort mig helt lilla. Jeg kan ikke længere få øje på at mindst én af årsagerne til at jeg bliver lyttet til, er at de er nødt til det.
Det behøver jeg ikke at få dårlig samvittighed over eller miste selvværdet af. Det kan sagtens være at jeg faktisk også er værd at tale med. De to årsager kan godt eksistere ved siden af hinanden. Men det vil gøre mig til en bedre leder hvis jeg tør at udforske mit magtbias. Øvelsen er simpel. Jeg skal prøve at stille mig et par milimeter væk fra situationen og iagttage hvad min magt gør ved mig og andre og se om der er noget jeg kan lære af det.
Du skulle også tage og prøve det. God fornøjelse.
Læs kloge ting om magt
"Magt ændrer din hjerne: : Vi bliver dårligere mennesker af at få magt, viser forskningen" af Torben Sangild på Zetland
"Sådan gør du, når magten tager magten fra dig" af Jesper Dalgaard Pøhler på Lederstof.dk - artikel om podcasten Lederhjerne af erhvervspsykologerne Vibeke Lunding-Gregersen og Louise Dinesen
"Purple Glass" by travelfrog is licensed under CC BY-NC-ND 2.0