Skriveproces med hjertet

Skriveprocesser er mange ting. På det seneste har mit liv været fyldt af store følelser. Min mor døde for nylig, og både min søster og jeg holdt taler ved hendes bisættelse. Det var en helt ny og ukendt skriveproces at skrive lige netop den tale. For det første var det vigtigt at få sat ord på nogle af de værdier min mor har givet mig. Det var også vigtigt at være ærlig omkring hendes væsen, men også at vise hende den respekt og tilgivelse at lade nogle af fejlene gå i glemmebogen. Vi er alle sammen fejlfyldte, og selv om min mor ikke tilgav alle fejl hos andre mennesker, så tilgav hun dem i os døtre, og vi skyldte hende det samme. Endelig var det vigtigt at bisættelsen ikke kun var for os to, men også et ritual og et farvel til min mor for den øvrige familie og venner. Alligevel var det let at skrive præcis den tale. Ordene kom på papiret, rent og enkelt, ligesom følelserne.Og i kapellet skete der noget som vi sjældent oplever, men som jeg har tænkt meget over. Nemlig at teksten kom til live i øjeblikket, for mig som skribent og for modtagerne. Det er så sjældent at ordene kommer samtidig med responsen fordi vores tekster jo som oftest bliver læst væk fra os. Men det gik op for mig - men jeg stod der - at lejlighedstalen jo er en begivenhed, et nu, og ikke en tekst. Ikke mindst derfor bør vi holde den noget mere. Det har jeg blogget om på Videnskab.dk. Nedenfor er en repost af indlægget.

Øjeblikkets fællesskab

”Klink, klink, klink”.- Ja, Ivan, vi har jo kendt hinanden i snart 38 år. Du var bare en snottet murersvend dengang da…Den epideiktiske tale. Det er en tungebrækker af de slemme. Hvis vi kalder den for lejlighedstalen, er der straks lidt færre tomme blikke. De fleste af os kender den i den mest almindelige version, nemlig festtalen: Kammeraterne ved 60-års fødselsdagen. Gommens tale til sin elskede. Mors tale til sin nyuddannede søn. Festtalen er ofte en pligttale. Vi er nødt til at holde den fordi traditionen foreskriver det, men vi var hellere fri. Måske fordi vi har taleskræk eller synes at talentet mangler. Og talen kan føles som et tomt ritual, lige så meningsløs som polterabendpinsler.Og dog. For nylig holdt jeg en mindre festlig lejlighedstale, nemlig en tale ved min mors bisættelse.I antikken var den epideiktiske tale en lovtale. Den handlede om at prise eller dadle nogen eller noget. Lovtalen var showmanship, et fremvisningsvindue for talekunsten, og som sådan en mundtlig litterær genre med fokus på formen, det kunstfærdige. Men retorikforskerne Perelman og Olbrecht-Tyteca understreger en dybereliggende funktion ved det epideiktiske, nemlig dette at vi i lovtalen sætter ord på, uddyber og stadfæster vores værdier. Hvad tror vi på? Hvad er det gode og det onde? Og på den måde: Hvori består vores fællesskab? Hvem er vi, sammen?I et lille kapel stod min søster og jeg for godt en måned siden og beskrev vores mor og hendes livsvalg, til tider banale, til tider unikke. Vi talte om hendes væsen der både var blødt og ganske kantet. Om hendes drømme for sit eget liv og for vores. Jeg stod tæt ved min mors kiste og tæt på den lille skare af venner og familie. Da jeg begyndte at tale, holdt talen op med at være ord på papiret. I stedet skabte jeg i ordene et levende øjeblik, et nu, sammen med de mennesker der var til stede. Jeg har opdaget at et dødsfald puster liv i faste udtryk og klicheer. Talen ved min mors bisættelse rørte ved folk. De blev rørte, og lige dér dannedes øjeblikkets fællesskab.Vores taler var et ekko af hinanden. Et ord gik igen, uden at vi havde aftalt det på forhånd. Ordet stolt. Jeg er stolt af min mor, sagde vi begge. Vi talte om de kvaliteter ved vores mor som er indlejret i os, som vi tager med os og som vi er stolte af. I den fælles fortælling samlede vi trådene i vores nye familie, dem som vi er og skal være uden hende, de værdier vi vælger.Efter bisættelsen spurgte mange mig om det ikke var en hård dag. Jo, det er tungt at miste sin mor og sige farvel til hende. Men bisættelsen var en fejring af vores mors liv og satte ord på de ting vi tager med og siger tak for. Det vi har lært. Og på den måde var det en festtale på en afgørende dag i vores liv og ved at holde den var jeg med til at skabe og forme min familie.Lejlighedstalen er ikke en politisk tale der skal anspore folk til at træffe en beslutning – og da gerne den rigtige. Lejlighedstalen er heller ikke den juridiske tale der skal hjælpe os til at skelne mellem sandt og falsk, rigtigt og forkert. Lejlighedstalen er den almindelige danskers tale. Den står til rådighed for enhver af os, og i lejlighedstalen er vi alle sammen retoriske agenter med et publikum hvis fortælling og fællesskab vi skaber. Vi kan tale til mennesker og røre dem og fortælle hinanden hvorfor det giver mening at vi er sammen.Vi bør holde nogle flere festtaler, også når traditionen ikke tvinger os til det. Vi skal tale for vores venner og til vores venner, for vores familie og til vores familie, for vores kolleger og til vores kolleger. Også når de fylder 42. Ved det månedlige afdelingsmøde. Ved 2 x parmiddagen på en helt almindelig fredag aften. Ikke mindst her i grå november, hvor efteråret flyder ind i vinteren og dagene ind i tusmørket, og vi har det med at putte os hver for sig.Foto: Kitty Mao med Creative Commons licens